Priapos er en græsk-romersk frugtbarhedsgud, hvis kult i løbet af 300-tallet f.v.t. bredte sig fra Lampsakos i Lilleasien til Grækenland. Først sent blev han indpasset i den græske mytologi som søn af Dionysos eller af Hermes. I senere græsk og romersk litteratur og kunst undergik den gamle falliske gud en forvandling til et bondsk væsen. Han beskrives humoristisk som en lille grim skabning udstyret med en grotesk stor, erigeret penis, der på figurer af ham ofte var malet mønjerød. Romerne opstillede sådanne træstatuer af Priapos i deres haver for at fremme væksten og jage tyve bort.
Faktaboks
- Etymologi
-
Priapos kommer fra det græske og latinske Priapus.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.