Kleobis og Biton var ifølge Herodot to brødre fra Argos, som under folkets jubel trak deres mors, Herapræstindens, vogn 8 km til templet og herefter lagde sig til at sove dér for aldrig at vågne igen. Deres mor havde, stolt over sine sønner, bedt Hera om at skænke dem det allerbedste.

Hos Herodot er historien lagt i munden på Solon i et råd til kong Kroisos. Den illustrerer den udbredte græske opfattelse, at ingen kan prise sig lykkelig før sin død, og at de to unges liv aldrig ville kunne blive lykkeligere end ved denne begivenhed.

Herodot beretter, at der blev rejst statuer af Kleobis og Biton i Delfi; disse har man i mange år identificeret med to arkaiske statuer fundet i tempelområdet. En nyere tolkning af indskriftspor sandsynliggør dog, at statuerne forestiller Dioskurerne.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig