Kefalos er i græsk mytologi søn af Hermes. Eos (Morgenrøden) blev forelsket i ham og bortførte ham til Olympen, hvor hun fik en søn med ham. I hellenistisk og romersk litteratur er Kefalos gift med Prokris. Da han længtes efter hende, lokkede Eos ham til i forklædning at tage ned til Prokris for at prøve hendes dyd. Hun lod sig forføre og flygtede efter afsløringen af forførerens identitet til kong Minos på Kreta, hvor hun fik et jagtspyd, som aldrig fejler sit mål. Efter en tilsyneladende forsoning fulgte Prokris en dag i hemmelighed efter Kefalos på jagt, og da han råbte på "den kølende vind", opfattede Prokris det som navnet på en hemmelig elskerinde og dræbte ham med spyddet. Ifølge en anden version af sagnet gav Prokris jagtspyddet til Kefalos. Ved et vådekast kom han til at dræbe Prokris, da hun i sin jalousi fulgte efter ham på jagt. Denne version synes de græske dramatikere Sofokles og Euripides at have anvendt.

Sagnet spiller på hyppigt forekommende motiver, hvoraf de ældste er en gudindes samkvem med en ung jæger (se fx Anchises), den utro hustru og det træfsikre våben, som viser sig at være skæbnesvangert.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig