Hermes med vingesko, rejsehat og stav i hånden. Billedhuggeren Julius Schultz har skildret ham i fuld fart fremad i denne bronzestatue fra 1896. Den blev opsat på taget af varehuset Messen i Købmagergade i København, hvis bygning fuldførtes samme år.

.

Hermes er en græsk gud, søn af Maia og Zeus.

Faktaboks

Også kendt som

Han svarer til romernes Mercurius, fordansket til Merkur.

Hermes' vidt forskellige virkefelter afspejler hans sammensatte natur: Han er gud for veje og rejse og derfor både gudernes sendebud, de vejfarendes beskytter og Psychopompos 'sjæleføreren', der leder døde til Hades. Han er "vædderguden" for frugtbarhed i jorden, de unge mænds gud, guden for gevinst — og derfor både købmændenes og tyvenes gud. Både i mytologien og i kulten er hans hjemsted bjerget Kyllene i Arkadien.

Hermes skildres som den intelligente og snarrådige, egentlig umoralske gud. Som spæd fangede han en skildpadde og lavede af dens skjold den første lyre, hvorefter han stjal 50 af Apollons okser. Han blev dog afsløret og måtte aflevere lyren til Apollon som erstatning. Til gengæld fik Hermes hyrde- og heroldstaven (på græsk kerykeion, latin caduceus), som både er sendebudets symbol og en tryllestav. Gudens forskellige funktioner udtrykkes smukt gennem staven, rejsehatten, petasos, og de vingesko, der fører ham hen overalt som i et vindpust. Hermes' nære forhold til dyreflokkenes frugtbarhed afspejler sig også i, at han er far til Pan. Ved alle sportspladser i de græske byer stod hermer eller statuer af Hermes som ungdommens og virilitetens symboler.

Hermes var kun sjældent genstand for officiel kult, men spillede en helt central rolle i privat kult ved hermerne overalt i Grækenland. Muligvis var de oprindelig opstillet ved siden af stendynger, og vejfarende ofrede ved at lægge endnu en sten i dyngen. Gudens navn er derfor sommetider tolket som 'guden fra stendyngen'.

Hermes afbildes med rejsehat, vinger på hælene og heroldstaven i hånden. Han blev ofte fremstillet som en herme, en firkantet pille med et Hermeshoved, en fallos og to firkantede armstumper, der blev opstillet foran huset eller ved et vejkryds.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig