Helios er den græske solgud, søn af titanen Hyperion.

Faktaboks

Etymologi

Ordet Helios er græsk og betyder 'sol'.

Ifølge Homer vandrer Helios hver dag fra Okeanos i øst op over himlen til Okeanos i vest; i begge ender af verden bor aithioperne ('med et brændt udseende'), som er sorte, fordi Helios kommer dem så nær. I senere fremstillinger sejler Helios om natten sovende i en båd under jorden og kører om dagen med et hestespand, som hans søn Faeton en dag låner med katastrofale følger.

Helios ejer store dyreflokke, og da Odysseus' mænd uforsigtigt slagter de hellige okser, må de dø på hjemvejen. Helios ser og hører alt blandt guder og mennesker, men han opfattes ikke som en af de olympiske guder.

'Sol' er i græsk sprogbrug identisk med dag, lys, renselse, indsigt og lignende. I Platons sol- og hulelignelser er Helios det absolutte udgangspunkt i fænomenverdenen, ligesom det gode er det i idéverdenen.

Helios var sjældent genstand for kult. Han dyrkedes især på Rhodos og blev ved grundlæggelsen af Rhodos by (408-407 f.v.t.) den vigtigste guddom dér. Efter Demetrios Poliorketes' mislykkede belejring af byen i 305-304 f.v.t. lod rhodierne den kolossale Heliosstatue rejse, der henregnes til De Syv Underværker.

I hellenismen identificeredes Helios og Apollon ofte, og i romersk kejsertid smeltede Helios sammen med den syriske Sol Invictus. Helios blev gengivet som en vognstyrer med strålekrans om hovedet, der kører sit firspand over himlen fra øst mod vest hver dag; om natten sejler han tilbage over oceanet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig