Eros. Den vigtigste helligdom for Eros lå i Thespiai i Boiotien, og hertil skabte Lysippos en berømt bronzestatue af den buespændende Eros (338-335 f.Kr.). Denne romerske kopi i marmor fra 100-t. e.Kr. er en del restaureret og findes på Musei Capitolini i Rom.

.

Eros, (græsk 'kærlighed'), den græske kærlighedsgud. Hos digteren Hesiod kaldes han en af de allerældste guder, men i den gængse græske mytologi er han barn af Ares og Afrodite, som han blev dyrket sammen med. I græsk religion er Eros først og fremmest en personifikation af kærligheden og den erotiske tiltrækning; han blev først sent genstand for en egentlig kult og hører formentlig ikke med til den olympiske gudekreds. Grækerne opfattede ikke Eros' magt som ubetinget positiv, og han beskrives ofte som en ubønhørlig gud, der bringer ellers besindige mennesker ud af fatning og nok kan volde glæde, men meget tit også sorg og ulykke.

Faktaboks

Etymologi

Ordet eros er græsk og betyder 'kærlighed'.

I hellenistisk og romersk tid blev Eros opfattet som en purung mand eller en dreng med bue og forelskelsens pile, som han rammer menneskene med, hvad enten de ønsker det eller ej. Hos romerne og i senere europæisk litteratur hedder han Amor, undertiden med tilnavnet Cupido 'begær'.

Eros i dansk litteratur

I Kærlighed uden Strømper (1774) kalder Johan Herman Wessel ham for den "lille Snottede, som skyder Folk med Pile". H.C. Andersens eventyr Den uartige Dreng (1835) låner sit motiv fra et oldgræsk digt, tillagt Anakreon. Andetsteds skriver H.C. Andersen om Eros/Amor: "...ærgerligt er det i Sandhed, at saadan en lille Hvalp skal have Ret til at spidde store, voxne Folk. De som faae hinanden, siger man rigtignok, strax hjælpe hinanden Pilene ud igjen, og saa gaaer al Kjærligheden over, men de andre beholde Pilen i Hjertet, og da er det ofte dødeligt" (Skyggebilleder, 1831).

Eros i billedkunsten

vises som en nøgen ung mand, oftest med vinger. De tidligste fremstillinger fra 500-t. f.Kr. opstod under indflydelse fra den lyriske poesi, og som attributter havde Eros en lyre og blomster eller kranse og bånd. Fra 400-t. f.Kr. fremstilledes han som bueskytte og blev ofte forbundet med kvindens verden og med kærlighedsscener. Som Afrodites søn fremstår Eros som et barn, men først fra 300-t. f.Kr. blev det almindeligt at vise ham i andre sammenhænge som et barn, en putto. Nye motiver opstod i 200-t. f.Kr., nu uden religiøs betydning: den drilagtige dreng, der sender forheksede pile, den sovende Eros, den sejrende eller tabende Eros, Eros og Psyche og den straffede Eros. På romerske sarkofager optræder putti ofte i forbindelse med jagt-, fiskeri-, høst- og cirkusscener.

Eros i græsk tænkning

For Sokrates er eros en altoverskyggende faktor i menneskets stræben efter det fuldkomne; hans elever Xenofon og Platon skildrer erosbegrebet lidt forskelligt.

I Xenofons Symposion forklarer Sokrates, at eros både kan være "jordisk", dvs. udelukkende legemligt begær, og "himmelsk", dvs. både fysisk og (især) psykisk kærlighed. Eros mellem to sjæle er det eneste middel til at blive "et smukt og godt menneske"; kærligheden er et incitament til det moralsk rigtige liv.

Hos Platon er eros som drift eller begær et hovedmotiv i hans opfattelse af mennesket. Ifølge Diotimas tale, som Sokrates gengiver i Symposion, står Eros mellem guder og mennesker; han er hverken god eller ond, men personificerer begæret efter det gode og det skønne. Eros er her et sindbillede på menneskets stadige stræben efter uendelighed, udødelighed og selvrealisering. I Platons Faidros skildrer Sokrates eros som "vanvid", som en guddommelig henrykkelse, der fører mennesket, uden at det ved hvorhen.

Eros i kristen tænkning

Inden for kristen teologi er eros blevet karakteriseret som en begærende, egocentrisk kærlighed til og længsel efter det guddommelige, typisk for platonisk filosofi og hellenistisk religion. Eros ses som væsensforskellig fra den ægte kristne kærlighed, agape. I modsætning til agape er eros motiveret af en genstands værdi, fordi eros indeholder en vilje til at erhverve og eje, som bunder i egen mangel.

Eros i psykoanalysen

For Freud er eros en samlebetegnelse for de drifter, der baserer sig på kærligheden, som tjener livets opretholdelse og videreførelse, og som i vid forstand sigter mod at forene og opbygge. De i eros indeholdte komponenter er seksualdrifter og selvopholdelsesdrifter, der også under ét kaldes livsdrifter. Kritikere har hævdet, at Freud med begrebet eros søgte at samle driftskategorier, der kvalitativt set er forskellige, og at han nedtonede seksualitetens destruktive og nedbrydende sider. Se drift.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig