Den ortodokse kirke er den kirke, der historisk er fremgået af den østromerske (byzantinske) rigskirke i 300-tallet. Den skønnes at omfatte godt 140 mio. mennesker (1999).

Faktaboks

Etymologi

Ordet ortodoks kommer af græsk orthodoxos 'rettroende', af ortho- og doxa 'mening'.

Organisation

Indtil Konstantinopels fald i 1453 var den byzantinske rigskirke organiseret i fire patriarkater: Konstantinopel, Alexandria, Antiochia og Jerusalem, men allerede før år 1000 dannedes ortodokse kirker på Balkan og i Rusland. Efter Konstantinopels fald opnåede disse autokefali (selvstyre). Således fik Moskva status som patriarkat i 1589. I århundrederne herefter voksede antallet af autokefale kirker yderligere.

I dag udgøres den ortodokse kirke af 14 autokefale kirker: patriarkaterne i Konstantinopel (Istanbul), Alexandria, Antiochia, Jerusalem, Moskva, Tbilisi, Beograd, Bukarest og Sofia samt de af en ærkebiskop eller en metropolit ledede kirker på Cypern, i Grækenland, Albanien, Polen og Tjekkiet. Dertil kommer tre autonome kirker i Finland (tilknyttet Konstantinopel), Katarinaklostret på Sinai (tilknyttet Jerusalem) og Japan (tilknyttet Moskva). Herudover er der fire ortodokse kirker med de facto-selvstændighed, men hvis autokefali ikke er anerkendt af de øvrige ortodokse kirker: den ortodokse kirke i Amerika (New York), den russisk-ortodokse kirke i udlandet (New York), den ukrainske kirke og kirken i Makedonien. Den største af de ortodokse kirker er den russiske med 80 mio. troende. Den mindste er Katarinaklostret, hvis menighed er begrænset til munkene og egnens hyrder.

Hertil kommer de med Rom unerede ortodokse kirker med byzantinsk ritus, hjemmehørende fortrinsvis i Syrien, Ukraine og på Balkan med knap 4 mio. troende.

Den ortodokse kirke har intet centralt styreorgan som pavestyret i den romerskkatolske kirke. Den økumeniske patriark (Konstantinopel) har dog æresforrang frem for de øvrige kirkeledere. Den styrende myndighed i en autokefal ortodoks kirke udøves af den hellige synode, bestående af et lille antal biskopper, under patriarkens/ærkebiskoppens forsæde. Den højere gejstlighed, biskopperne, rekrutteres fra munkene og er således underlagt cølibatskravet, mens den lavere gejstlighed, præster og diakoner, godt kan være gift.

Læregrundlag og liturgi

Den ortodokse kirke bygger sin lære på Bibelen (inklusiv de gammeltestamentlige apokryfer) og på traditionen, herunder de græske kirkefædre og de syv økumeniske konciler (325-787), hvis læremæssige og kanoniske beslutninger er normgivende. Siden det sidste af disse (Nikæa i 787) har det efter de ortodokses opfattelse ikke været muligt at afholde egentlige økumeniske konciler, dvs. kirkemøder med deltagelse af samtlige kristenhedens kirker og dermed med kompetence til på hele kirkens vegne at vedtage dogmer. Den ortodokse kirkes lære- og dogmeudvikling er således afsluttet i 787.

De læremæssige dokumenter, som de enkelte ortodokse kirker har udsendt herefter, har kun autoritet, for så vidt som de falder sammen med den konciliære periodes tradition. Det gælder også de konfessioner, der som modstykke til de reformatoriske kirkers bekendelsesskrifter blev forfattet i 1600-tallet af enkeltpersoner (Metrofanes Kritopoulos (1589-1639), 1625; Pjotr Mogila, 1638; Dositheos af Jerusalem, 1672).

I sin tro og i sit liv værner den ortodokse kirke om den oldkirkelige arv. De teologiske hovedtemaer er de kristologiske og trinitariske dogmestridigheder fra de første århundreder om Helligåndens virke i kirken og i verden, Logos' (Ordets) inkarnation, menneskets guddommeliggørelse (theosis), menneskets og verdens forklarelse (metamorphosis) og frelseshistoriens dramatisk-symbolske genfremstilling i gudstjenesten.

Den ortodokse kirke er både rettroenhedens kirke og den rette lovprisnings kirke (græsk orthos 'ret' og doxa dels 'læresætning, trossætning', dels 'ære, lovprisning'). Begge betydninger indgår i kirkens selvforståelse, men den sidste dominerer over den første. Den rette tro kommer stærkere til udtryk i lovprisningen (gudstjenesten) end i de teologiske læresætninger.

Det gudstjenestelige døgn indledes aftenen før helligdagen eller søndagen med tidebønnerne hesperinos (svarende til vesper og completorium) efterfulgt af orthros (svarende til matutin, laudes og prim). Om morgenen følger gudstjenesten, den guddommelige liturgi. Der anvendes tre liturgier: Chrysostomos-liturgien på almindelige søndage, Basilios-liturgien ved fester som fx påsken og de forudindviede gavers liturgi i fastetiden. Ved liturgiens indledning læses tidebønnerne terts, sext og (undertiden) non.

Det liturgiske sprog er i princippet modersmålet. I de græske kirker fastholdes dog den byzantinske periodes sprogform, og i de slaviske kirkeslavisk. Kirkeåret følger stadig den gamle julianske kalender.

Klostervæsen

Den ortodokse kirkes spiritualitet har sin kilde i livet i bøn og forsagelse, sådan som det mest fuldkomment kommer til udtryk i munkenes og nonnernes askese. Den ortodokse kirkes munkevæsen har sin historiske rod i Egyptens og Syriens ørkener, hvor der i 300-tallet dannedes klostersamfund omkring asketer og eremitter. Den ordensregel, der bærer Basilios' navn (basilianere), er stadig gældende for den ortodokse kirkes munke. Klosterregelen for Studionklosteret i Konstantinopel har siden 797 været mønsterregelen for de ortodokse klostre, således også for klostrene på Athos fra grundlæggelsen i 962.

Det ortodokse klosterliv er til forskel fra Vestens ikke organiseret i ordener. Hvert kloster er en enhed for sig, uafhængigt af de andre klostre. Det enkelte kloster er undergivet stiftsbiskoppens eller patriarkens tilsyn. Klostret ledes af en hegumenos eller archimandrit. Ved aflæggelsen af løftet om kyskhed, lydighed og fattigdom bliver munken (nonnen) iklædt den englelige eller den lille dragt (græsk mikron schema) og får skåret hovedhåret i en korsformet tonsur. Ældre munke, der har underkastet sig særlig strenge krav til askese, kan opnå at modtage den store dragt (græsk mega schema).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig