΄Ελγα (Helga)
Olga var storfyrstinde af Rusriget i 900-tallet, gift med storfyrst Igor.
Olgas tidlige historie er indhyllet i mystik. I den såkaldte Nestorkrønike med dens sekundært konstruerede kronologi omtales hun første gang under året 903, da hun bliver hentet fra Pskov som hustru for den angivelige tronarving, Igor.
Igor var angiveligt søn af den i 879 afdøde Rurik. Skønt han i 903 må have været mindst 24 år gammel, var han endnu under Olegs formynderskab, hvilket han forblev indtil Olegs død tidligst i 912. En formodentlig ældre, men kortfattet parallelkrønike har den samme oplysning om Olgas ankomst, dog uden angivelse af året. Antydningsvis kan det være, at Olga måske først er ankommet i 920. Det forekommer stadig meget tidligt i forhold til fødslen af parrets første og eneste kendte barn, Svjatoslav, i 942, hvilket stemmer godt med den alder, Svjatoslav har ifølge græske kilder.
Ellers nævnes Olga først i den traktat, Igor som storfyrste af Rus indgik med Byzans i 944, kort før han blev myrdet. Dér er hun en af de første blandt mange notabiliteter i Rusriget, som er repræsenteret af en personlig gesandt ved traktatforhandlingerne.
Det er imidlertid først som enke, at Olga træder frem i kilderne som en effektiv og magtfuld regent for den meget unge søn, Svjatoslav, frem til 964 og i visse henseender til sin død i 969.
Igor blev dræbt i derevljanernes by Iskorosten (nu Korosten) under en skatteinddrivning umiddelbart efter at traktaten med Byzans var ratificeret. Drabet søgte Olga hævnet hurtigt og grusomt. Noget konkret om, hvordan det gik for sig, vidste kronikøren nok ikke, så i stedet lader han hævnen fuldbyrdes i fire trin, der alle har karakter af forskellige krigsliste, udtænkte af Olga, hvis klogskab det åbenbart var kronikøren om at demonstrere. Disse krigsliste kendes både fra byzantinsk og norrøn litteratur. Den sidste gik ud på at sende brændende fugle ind i Iskorosten, der derefter kunne erobres og fyrsten dræbes.
Kronikørens brug af krigsliste er kendt også fra storfyrst Olegs historie og viser – ud over den manglende konkrete viden – noget om det ry for kløgt, Oleg og Olga havde, da krøniketeksten blev til omkring 1110.
Med hævnen fuldbragt vendte Olga sig mod Rusrigets nordlige del, Pskov, hvorfra Olga kom. Pskov har muligvis oprindeligt været centrum i et separat skandinavisk magtcenter i nord, med adgang fra Østersøen via floden Narova, mens fyrsterne Oleg og Igor inden erobringen af Kijev kom fra naboområdet omkring Gorodisjtje og det Novgorod, der mens Olga regerede først var ved at vokse frem. Hertil var adgangen fra Østersøen via floderne Neva og Volkhov.
I 947 opholdt Olga sig nu i dette område, hvor hun mellem floderne Luga og Msta oprettede skatteindrivningscentre og administrative centre, pogoster, der samtidig også skulle fremme logistikken i riget. Systemet udstraktes muligvis også længere mod syd til Dnepr, hvor Olga havde sine fuglefangstnet, en tilsyneladende udbredt jagtform i Rusriget.
Da Olga lod sig døbe, havde kristendommen allerede opnået en form for officiel status i Rus. Det fremgår af den traktat, som hendes mand, storfyrst Igor, indgik med Byzans, umiddelbart inden han blev dræbt i 945. Traktaten gentog på mange punkter den traktat, Oleg indgik i 911. Men hvor alle rus dengang aflagde hedensk ed ved deres våben og guder, skelnes der nu i 944-traktaten gentagne gange mellem de rus, der er hedninge, og de rus, der er kristne – udøbte eller døbte. Det gjaldt ikke mindst, hvor der krævedes edsaflæggelser både ved enkelte artikler i traktaten og ved ratifikationerne. Ved ratifikationen i Kijev gik de hedenske rus således med storfyrst Igor i spidsen til tordenguden Peruns høj og aflagde eden på deres våben, mens de kristne rus aflagde ed på korset i St. Elias kirken, ”som er over bækken i nærheden af Pasyntja torvet i Khazarernes kvarter”.
Der var med andre ord allerede en kristen menighed i Rus, inden Olga lod sig døbe. Den har sikkert omfattet den hovedsageligt skandinaviske elite i Rus, da flertallet af dem, der havde forhandlet den nævnte traktat, bar nordiske navne.
Nestorkrøniken har under året 955 en længere beskrivelse af dåben, der foregik ved Konstantin 7. Porfyrogennetos’ hof og med dennes direkte medvirken, hvorved Olga fik dåbsnavnet Helena.
I kejser Konstantins store Ceremonibog, De ceremoniis, bekræftes det, at Olga – ganske usædvanligt for en regerende fyrste – faktisk har været i Konstantinopel med et exceptionelt stort følge. Det hedder sig, at hun da blev ærefuldt modtaget ved hoffet ved to lejligheder. Det kan dog ikke have været i 955. Ceremonibogen nævner ganske vist ingen årstal, men angiver til gengæld præcise datoer for de to modtagelser: onsdag 9. september og søndag 18. oktober. Det passer i den relevante periode kun til årene 946 og 957. Hvilket år der nøjagtigt var tale om, kan næppe afgøres, men er hun blevet døbt i Konstantinopel, må det være i et af de to år. Ud fra den måde, modtagelsen ved det græske hof beskrives på, mener nogle dog, at hun da allerede må være blevet døbt.
Fra vestlige kilder ved vi, at ”Helena, rusernes dronning” i 959 skrev til den tyske konge, Otto 1., med en anmodning om at få en biskop og præster til Rus. Det førte til, at en vis Libutius blev sendt til Rus. Han døde dog allerede i begyndelsen af 961 og erstattedes da af Adalbert, senere ærkebiskop af Mainz fra 968. Hvor alvorligt ment det var at knytte forbindelse til den katolske kirke, er vanskeligt at afgøre. Det har muligvis været et forsøg på at presse Byzans til at højne den nye Rus-kirkes kirkepolitiske status.
Nu forblev denne fase i kristningen af Rus en episode, da Svjatoslav ifølge Nestorkrøniken kategorisk afviste moderens forsøg på at omvende ham. Med Olgas død i 969, formodentlig 11. juli, der siden blev hendes festdag, synes kristningen af Rus at være sat på pause, indtil hendes barnebarn Vladimir Svjatoslavitj lod sig omvende.
Nogen officiel kanonisering af Olga kender vi ikke til, men venerationen af hende ses snart efter, at Vladimir havde valgt at lade sig døbe.
Vladimir var i 980 kommet sejrrigt ud af en blodig broderstrid om magten med sine to ældre halvbrødre. I sine første år på tronen fortsatte Vladimir målbevidst faderens aktive revitalisering af hedenskabet. En direkte konsekvens heraf var, at to kristne varægere, far og søn, hjemkomne fra Byzans, blev dræbt i 983 på grund af deres tro, og derved blev den russisk-ortodokse kirkes første martyrer.
Umiddelbart efter selv at have accepteret dåben 988/989 satte Vladimir gang i et monumentalt kirkebyggeri på det sted, hvor de to varægere var blevet dræbt, Tiendekirken, viet til Gudsmoder. Hertil blev ”helgenerne” ifølge Nestorkrøniken translateret i 1007, hvilket må forstås som de to varægere og Olga. Her kom hun først til at ligger i en trækiste, der senere erstattedes af en stensarkofag.
Snart efter sin død i 1015 blev Vladimir også uden egentlig kanonisering opfattet som helgen. Allerede før 1050 blev hansammen med sin farmor, Olga/Helena, i metropolit Ilarions homilie Om loven og nåden (Slovo o zakone i blagodati) set som parallel til Konstantin den Store og hans mor Helena. Hvor disse havde bragt korset fra Jerusalem til Konstantinopel, så var det Olga som en ny Helena og Vladimir som en ny Konstantin, der bragte korset videre fra Konstantinopel til Rus. Den samme parallelisering med det byzantinske par ses også i munken Iakovs Ihukommelse og lovprisning af Vladimir (Pamjat i pokhvale Vladimiru), der også blev skrevet i 1000-tallet.
På den måde opfattedes bedstemor/sønnesøn meget tidligt i den russiske kirke som apostel-lige helgener. Derfor kan man også se de to sammen på ikoner, om end Olga oftere optræder på ikoner som helgen i egen ret iblandt med stiltræk der kan minde om en Jomfru Maria.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.