Mani (stifter af manikæismen)

Manis barndom og tidligste ungdom, udsmykket med mange legendariske træk, kendes især fra Ibn al-Nadims al-Fihrist og fra det græsk-manikæiske skrift Om hans legemes tilblivelse, der foreligger i Kölner Mani Codex, et miniaturehåndskrift fra 400-tallet. Både Manis far og mor, der levede i Partherriget, skal have tilhørt sidegrene af arsakidernes slægt, den parthiske fyrsteslægt. Engang, da faderen Pattikios opholdt sig i et gudetempel, skal en guddommelig stemme have befalet ham at bryde med sin fortid og leve et asketisk liv. Derefter sluttede han sig til en mesopotamisk gren af den jødekristne døberbevægelse elkesaitterne, og han tog sin lille søn Mani med.

Da Mani var tolv år gammel, skal han første gang have modtaget en åbenbaring fra sin “tvilling” eller “fælle”, et slags himmelsk alter ego. Den næste åbenbaring skal have fulgt, da han var 25 år. Tvillingen, der var udsendt fra den himmelske guddom Stråleglans-Jesus, åbenbarede alle kosmologiske og eskatologiske hemmeligheder for Mani. Pattikios og Mani blev nu stillet til ansvar som vranglærere af elkesaitternes råd, og der var forsøg på at lynche Mani.

Tvillingen fortalte nu Mani, at han skulle bryde med døberne, idet han var historiens sidste guddommelige udsending, som skulle danne en ny kirke for alle folkeslag. Mani brød op og stiftede sin første manikæiske menighed sammen med sin far og andre udbrydere fra døberbevægelsen. I stil med Paulus betegnede han fra nu af sig selv som "Jesu Kristi apostel."

Manis senere historie kendes fra andre manikæiske kilder. Mani fik foretræde hos perserkongen Shapur 1., der lod ham missionere i det nye Perserrige, som sasaniderne for nylig havde dannet; Mani rejste også til Indien og sendte nogle af sine disciple til Romerriget for at missionere.

Mani organiserede sin kirke, som han overalt lod bestå af to grupper: En asketisk elitegruppe, kendt som "de udvalgte", og en større gruppe af lægfolk, kaldet "hørerne" eller "katechumenerne"; begge grupper omfattede både mænd og kvinder. Derudover blev 12 lærere, 72 biskopper og 360 ældste stillet i spidsen for kirken.

Mani forfattede også de syv grundlæggende værker på en østaramæisk dialekt, heriblandt Det levende evangelium, Livets skat, Hemmelighedernes bog og Kæmpernes bog (jf. 1. Mosebog, kap. 6). Hertil kommer det middelpersiske værk Shābuhragān, som var tilegnet Shapur 1. Større brudstykker af Manis værker er bevaret i iranske oversættelser, men kun små fragmenter af de aramæiske originaltekster.

I sine sidste år kom Mani i konflikt med det zarathustriske præsteskab og en ny konge, Bahram 1. Kongen lod Mani kaste i fængsel i Gundeshahpuhr i Khuzistan, hvor han døde uden at blive henrettet, skønt manikæerne kaldte hans død en korsfæstelse.

• manikæisme