Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

manikæisme

Oprindelig forfatter JesPA Seneste forfatter PKN

manikæisme, (efter Mani, lat. Manichaeus, og -isme), gnostisk frelsesreligion, stiftet i 200-tallet i Mesopotamien af Mani. Gennem intens mission nåede den en udbredelse, der geografisk strakte sig fra Atlanterhavet til Kina. Den kristne kirkefader Augustin var i sin ungdom i 300-tallet en tid optaget af manikæismen. 762-840 var den statsreligion hos de tyrkiske uighurer i Centralasien. Som selvstændig religion forsvandt manikæismen i løbet af 1000- og 1100-t., men den satte sig spor i europæisk middelalder hos bogomiler, katharer og albigensere. I nutiden findes manikæiske træk i visse nye religioner som Hare Krishna og Transcendental Meditation.

Som gnosticismen i øvrigt er manikæismen strengt dualistisk. Det godes verden og det ondes verden er af oprindelse og væsen hinandens modstandere. Myten fortæller, at Lysverdenens fyrste, Lysfaderen, på et tidspunkt ønskede at komme Mørkemagterne i forkøbet og sendte Urmennesket og dettes fem sønner (Femguden, dvs. æter, lys, vind, vand og ild) til Mørkets Rige, hvor de led et tilsyneladende fatalt nederlag. Urmennesket måtte efterlade Femguden i Mørkets, Materiens, vold; Lyset og Mørket, det guddommelige og det djævelske, blandedes. En række guddommelige væsener koncentrerede al styrke om at befri de fangne lysdele, gudsdele, især efter at de panikslagne Mørkemagter havde skabt mennesket af en blanding af satanisk stof og den gudsdel, der lider i materien. Alle mytens gudeskikkelser er dybest set én, den guddommelige Fader, og i dette identitetsprincip ligger forklaringen på, at manikæerne teologisk set kunne fastholde et dybt personligt gudsforhold.

Manikæismen var en sjæletjeneste (iransk ruvanagan); centrum var sjælens frelse, dvs. Guds (endelige) frelse, eftersom sjælen var del af det guddommelige liv, og samtidig menneskets frelse. Ved viden, gnosis, skulle det sovende menneske vækkes til erkendelse af, at det var "af Guds slægt".

Annonce

Vigtigst i manikæisk kult var bøn, salmesang, faste og syndsbekendelse med bod. Dagligt samledes manikæerne til et måltid af sakramental karakter, under hvilket de "udvalgte" (mandlige og kvindelige electi) spiste, hvad "hørerne", dvs. lægfolket (mandlige og kvindelige auditores), bragte dem. De "udvalgte" levede i streng askese, mens lægfolket først gennem sjælevandring kunne blive electi og dermed opnå frelse. Manikæismens hovedsæde lå først i Babylon, sidst i Samarkand; foruden en leder blev 12 lærere, 72 biskopper og 360 ældste udvalgt blandt eliten.

Mani skrev de syv grundlæggende værker på en østaramæisk dialekt, heriblandt Det levende evangelium, Livets skat og Bogen om kæmperne (jf. 1.Mos., kap. 6). Mange fragmenter er bevaret i iranske oversættelser, mens intet kendes af de aramæiske originaltekster.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jes P. Asmussen: manikæisme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=121606