Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

syndebuk

Oprindelig forfatter HJLJ Seneste forfatter Redaktionen

syndebuk, normalt en person (eller en mindre gruppe), som af andre, gerne en større gruppe, får skylden for en krise og udstødes eller straffes, selvom den pågældende er uskyldig eller ikke mere skyldig end alle andre; flertallet opnår formentlig derved en forbigående lettelse af stress.

Ordet syndebuk stammer fra et ritual i Det Gamle Testamente, der indgik i forsoningsdagen (yom kippur), hvor folkets synder blev lagt på en buk, der derpå blev ført ud i ørkenen. Bukken var bærer af, og vel "forurenet" af, synden, men ikke "skyldig".

Lignende ritualer kendes fra oldtidens Nære Orient og Grækenland; formålet var at afværge ulykker, der ellers ville ramme det besmittede kollektiv.

Annonce

Kulturforskeren René Girard har udviklet en kulturteori med udgangspunkt i syndebukkefænomenet. Litterært findes fænomenet hyppigt behandlet fra Sofokles' Kong Ødipus til bl.a. Aksel Sandemoses forfatterskab.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans J. Lundager Jensen: syndebuk i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=168319