Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

deuteronomisme

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Redaktionen

deuteronomisme, en litterær-teologisk strømning i Det Gamle Testamente, benævnt efter deuteronomion, det græske navn for 5. Mosebog, der i høj grad præges af kamp for religionens renhed og gudstjenestens enhed (se Mosebøgerne); den deuteronomiske litteratur består desuden af Josvabogen, Dommerbogen samt Samuels- og Kongebøgerne.

Deuteronomismen betragter delingen af Israel efter kong Salomos død (930 f.Kr.), assyrernes erobring af Nordriget (722 f.Kr.) og babyloniernes indtagelse af Jerusalem (587/586 f.Kr.) som Jahves straf over det israelitiske folk, fordi det dyrkede andre guder ved siden af Jahve og havde andre helligsteder end Jerusalem.

Trods det har deuteronomismen måske sin oprindelse i nordisraelitiske præstekredse forud for den babyloniske landflygtighed.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
deuteronomisme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=63850