Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sara

Oprindelig forfatter HJLJ Seneste forfatter Redaktionen

Sara, i Det Gamle Testamente Abrahams hustru og israelitternes stammoder, mor til Isak (1.Mos., kap. 11-23). Hun beskrives som jaloux og skeptisk: Hun jager trælkvinden Hagar bort, da denne har født Abraham sønnen Ismael, og hun ler vantro af Jahves løfte om en søn trods hendes høje alder. Hun begraves i Hebron i en hule, som Abraham køber af den lokale befolkning. I senere jødiske tekster berømmes hendes skønhed.

I det nazistiske Tyskland blev navnet Sara betragtet som så udpræget jødisk, at man fra 1938 tvang jødiske kvinder til at føre det som obligatorisk mellemnavn, mens mændene tilsvarende fik tilføjet Israel mellem for- og efternavn. Muligvis som en tavs reaktion på denne stigmatisering var Sara fra 1980'erne blandt de hyppigst valgte pigenavne i Vesttyskland; i løbet af 1990'erne var det to gange topscorer.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans J. Lundager Jensen: Sara i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=155638