Egyptens ti plager, var, ifølge 2 Mosebog, 7-11, Israels gud Jahves straf over Egypten, fordi Farao nægtede israelitterne at rejse bort. De ti plager er:

  1. vands omdannelse til blod
  2. frøer
  3. myg
  4. fluer
  5. kvægpest
  6. bylder
  7. hagl
  8. græshopper
  9. mørke
  10. død

Plagerne i fortællingen i 2 Mosebog

De to plager udgør en berømt episode i 2 Mosebogs fortælling om folket Israels oprindelse. I 1 Mosebog fortælles om Israels oprindelse i en enkelt familie i fire generationer: Abraham, Isak, Jakob og endelig Jakobs tolv sønner, heriblandt Josef), som bosætter sig i Egypten. I begyndelsen af 2 Mosebog er Israel blevet til et stort, men slavegjort folk. Under ledelse af Moses og Aron ønsker israelitterne at forlade landet, hvilket Farao nægter. Jahve sender ved Moses (og i nogle tilfælde Aron) plager over egypterne; men Faraos hjerte forhærdes (som det hedder) hver gang. Den sidste plage er de egyptiske førstefødte sønners død under påskenatten (i kap. 12); samme nat forlader israelitterne landet.

Fortællingen om plagerne er sammensat af flere kilder; det fremgår af indholdsmæssige og stilistiske forskelle, fx at plagerne i nogle tilfælde fremkaldes af Aron, i andre tilfælde af Moses; i nogle tilfælde ved hjælp af en stav, i andre ved hånden, under tiden ved en bøn vendt imod himlen. At der er netop ti plager, siges ikke direkte. I genfortællingerne af plagerne i de gammeltestamentlige salmer 78 og 105 synes der kun at være syv. At der er netop ti, er dog en forståelse der går tilbage til oldtiden.

Selv om nogle af plagerne er realistiske nok i fortællingens egyptiske kontekst, er fortællingens episoder legendariske, ikke historiske. De fremstiller Moses og Aron som mirakelmagere, taumaturger, der er mere kraftfulde end de egyptiske mirakelmagere, fordi deres magt kommer fra den mere magtfulde guddom Jahve. Med deres brug af en magisk stav foregriber de senere tiders forestillinger om troldmænd (fx Harry Potter). I den senere kristne tradition er der mange eksempler på lignende mirakelmagere, navnlig Jesus i Det Nye Testamente, men også fx Martin af Tours.

Fortællingerne om plagerne formulerer et etisk paradoks: sammenstødet imellem Jahves magt og Jahves retfærdighed. Farao straffes nok for sin hårdhed. Men det er Jahve selv, der "forhærder hans hjerte". Det står ikke helt klart, om meningen er, at Jahve bestyrker en indstilling, som Farao allerede har og derfor selv i sidste ende er ansvarlig for. En kommentator har formuleret forholdet sådan: Jahve er måske nok retfærdig; men han er ikke fair.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig