Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Efraim

Oprindelig forfatter NPLem Seneste forfatter Redaktionen

Efraim, i GT den yngste af Josefs sønner, der fødtes i Egypten og på sin ældre bror Manasses bekostning modtog farfaderen Jakobs velsignelse (1.Mos., kap. 48). Efraim blev stamfader til den største og vigtigste af det bibelske Israels nordlige stammer, der beboede området mellem det nuværende Ramallah og Nablus i det centralpalæstinensiske højland. Denne stamme har taget navn efter landskabet "Efraims bjerge", hvilket måske viser, at den, i modstrid med den gammeltestamentlige opfattelse, opstod i Palæstina.

Efter Salomos død ca. 930 f.Kr. stod efraimitten Jeroboam i spidsen for oprøret, der førte til, at den nordlige del af Israel skilte sig fra Juda, Davids Hus. Selvom Efraim i GT's profetiske litteratur undertiden benyttes som synonym for Israel, tyder de historiske oplysninger i GT dog på, at stammen snart mistede sin betydning, idet Israel Riges hovedstæder på skift blev placeret i Manasses stammeområde.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Peter Lemche: Efraim i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=68333