Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Daniel

Oprindelig forfatter Otzen Seneste forfatter Redaktionen

Daniel, bibelsk skikkelse. I Daniels Bog fra 100-t. f.Kr. optræder Daniel som jødisk vismand og åbenbaringsmodtager ved de babyloniske og persiske kongers hof i tiden under jødernes babyloniske eksil (ca. 600-540 f.Kr.).

Daniel er en sagnskikkelse, som måske skal sættes i forbindelse med den kanaanæiske sagnkonge Dan'el. Historisk set har Daniel næppe med det babyloniske eksil at gøre, men i den senere jødiske litteratur (se også Ez. 14,14; 28,3) fremstilles han som den kloge og retfærdige jøde, der i troskab mod Moseloven bliver ført frelst gennem trængsler og i syner modtager guddommelige åbenbaringer.

Daniels Bog

er et skrift i Det Gamle Testamente; i den danske Bibel står det som den sidste af de fire store profetbøger.

Annonce

Daniel, der er skriftets hovedfigur, bliver som andre jøder bortført til Babylon ca. 600 f.Kr. Takket være sin visdom får han en høj position ved de babyloniske og persiske kongers hof, og ved sin overholdelse af Moseloven reddes han fra modstanderes anslag (legenderne, kap. 1-6). Fremtidens begivenheder åbenbares ham i syner (visionerne, kap. 7-12). Kap. 2-7 er skrevet på aramæisk og har formentlig dannet en selvstændig aramæisk Danielsbog, som i 100-t. f.Kr. er føjet sammen med de hebraiske kapitler.

Daniels Bog er fiktion; sagnfiguren Daniel anbringes tilbage i 500-t. f.Kr., men legenderne opstod blandt jøder i Babylon i 300- eller 200-t. f.Kr., og visionerne er først blevet tildigtet i Palæstina efter 170 f.Kr. I profetiens form, men i virkeligheden tilbageskuende (se også apokalyptik), skildrer visionerne tiden siden ca. 600 f.Kr., som ventes at lede frem til dommedag og jødernes frelse.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Benedikt Otzen: Daniel i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=60885