Félicité de Lamennais, egl. La Mennais, 1782-1854, fransk katolsk teolog og politisk skribent. Med Essai sur l'indifference en matière de religion (4 bd., 1817-23) gør han op med den individualistiske og rationalistiske filosofi og betoner samtidig pavens åndelige autoritet som modvægt mod politikernes magt. I kølvandet på Julirevolutionen 1830 kastede Lamennais sig ud i en politisk kamp med krav om forsamlings-, ytrings- og trosfrihed samt om adskillelse mellem stat og kirke. Hans liberale idéer blev imidlertid fordømt af paven, og hans indflydelse formindskedes. Ved sin død var han næsten glemt, men i flere europæiske lande blev hans tanker siden hen en væsentlig forudsætning for katolsk sociallære og kristelig-demokratisk politik.