Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

julemærker

Oprindelig forfatter PKL Seneste forfatter Redaktionen

Julemærker. Fra venstre julemærket fra 1904, verdens første julemærke (Dronning Louise i ornamental ramme), 1927 (Portræt af julemærkets fader, postmester Einar Holbøll), 1940 (Hvid due med oliegren), 1976 (Julenat — stjerne kom ned til mig) og 1997 (Julens musikalske venner). Et julemærkeark bestod indtil 1950 af 50 ens mærker. Fra 1951 har der været 2-50 forskellige mærker i et ark.

julemærker, særmærker beregnet til at klæbe på juleposten. Julemærket udgives hvert år i november af Julemærkefonden (tidl. Julemærkekomitéen). Overskuddet fra årets julemærkesalg anvendes overvejende til driften af de fire julemærkehjem i Kollund i Sønderjylland, i Hobro, i Ølsted i Nordsjælland og i Skælskør.

Idéen til julemærket og julemærkehjemmene fik daværende postekspedient, senere postmester Einar Holbøll, på baggrund af det store behov for hjælp til nødlidende, underernærede og syge børn omkring århundredskiftet.

Einar Holbøll fik opbygget en julemærkekomité og gennemførte udsendelsen af verdens første julemærke i 1904; siden da er der hvert år udsendt et dansk julemærke. Julemærket kostede 2 øre i 1904. I 2001 lanceredes e-Julemærket til e-mails og e-postkort. Indtægten for salget af julemærker, e-Julemærket og julemærkemotiver på konvolutter var i 2014 ca. 21,9 mio. kr.

Annonce

Julemærker 2014, tegnet af Jacob Kühnel.

Julemærker 2014, tegnet af Jacob Kühnel.

Einar Holbølls idé er siden taget op i det meste af verden, og der udgives nu julemærker i mere end 125 lande. Private foreninger og organisationer i Danmark har også kopieret idéen og udgiver julemærker, der konkurrerer med Julemærkefondens mærke.

På de fire julemærkehjem er der plads til 140 børn. Opholdet på 21/2-3 måneder er gratis. Hjemmene var oprindelig et led i tuberkulosebekæmpelsen; nu optages i overvejende grad børn med nervøse sygdomme, ofte kombineret med overvægt.

Læs mere om jul og julekort.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peder Kristian Lund: julemærker i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=102349