Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

jul omkring årtusindeskiftet

Oprindelig forfatter JL Seneste forfatter Redaktionen

Stearinlys hører julen til.

Stearinlys hører julen til.

Mange ser en modsætning mellem det kristne budskab og julens materialistiske præg. Kommercialiseringen viser sig allerede i det sene efterår, hvor forretningerne påbegynder deres juleudstillinger.

Fra sidste halvdel af november afholdes der på de fleste arbejdspladser julefrokoster, hvor mange grænser forskydes: Der drikkes og spises, afstanden mellem kolleger suspenderes, og urørlighedszonerne mindskes; der skal afreageres, før familierne lukker sig om sig selv.

Dagene og ugerne op mod jul hører til årets travleste. Det kan være svært at se forbindelsen mellem budskabet om fred på jorden og den stresstilstand, som præger mange mennesker i julemåneden.

Annonce

Men julen er blevet en højtid også for mange, der opfatter det kristne budskab som mindre centralt. Familierne samles, ikke kun kernefamilierne, fjernere slægtninge erindres, venskaber bekræftes. I mange henseender er julen præget af en søgen tilbage i tiden, tilbage i den enkeltes tilværelse, tilbage til samfunds- og livsformer, der er forladt.

Barndommens jul opleves ofte som et mønster for, hvordan julen skal fejres, de gamle salmer og sange tages i brug, den gamle julepynt hentes frem, stearinlys foretrækkes for elektriske pærer. Salmerne og sangene udspiller sig i det gamle landbrugssamfund, med hyrder på marken, nisser på loftet – og traditionelle egnsretter.

Det patriarkalske samfund i Johan Krohns Peters Jul fremstår som trygt og godt. "Rør dog ikke ved min gamle jul", hedder det karakteristisk nok i Peter Fabers julesang Sikken voldsom trængsel og alarm fra ca. 1877.

"Gid det var jul! Hvor var det rart! Men nu må den da komme snart, det varer ikke længe!" står der i Peters Jul. Forside af Johan Krohns børnebog på vers med tilhørende cd, indlæst af Johannes Møllehave.

De stærke traditioner for familieliv har til gengæld ofte store omkostninger for dem, der ikke kan være sammen med deres nærmeste, for skilsmissefamilier og for de ensomme, der netop i den tid kan føle sig uden for et fællesskab. Undertiden kan også afvigende traditioner i familierne føre til konflikter.

Men for de fleste er den gamle lysfest, den kristne højtid og den moderne kommercielt anlagte forbrugerfest et af årets højdepunkter, som gennemleves med en blanding af fred og intensitet, der giver den enkelte særlige muligheder for at komme tættere både på sig selv og sine nærmeste. Se også krybbespil og Lucia.

Læs mere om julen, om julemanden, -maden og -pynten.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørn Lund: jul omkring årtusindeskiftet i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=102351