Bes fra Dendera-templet

De fleste Bes-figurer er små og til indendørs og privat brug, men dette relief fra gudinden Hathors tempel i Dendera har prydet et såkaldt mammisi, et fødselshus, hvor fødslen af gudindens lille søn var hovedtema.

Bes fra Dendera-templet
Af .
Licens: CC BY SA 4.0

Bes er en lille, mærkelig karikeret egyptisk gud, skræmmende, komisk og beskyttende på én gang. Han tilhører mest menneskers privatliv og fremstilles som en skægget, hjulbenet lille mand med hængevom og tungen ud af munden, dvs. brølende. Sommetider svinger han et sværd, sommetider spiller han et musikinstrument.

Bes-figurer findes især som små statuetter eller udskåret i sengestolper, møbler og beholdere til kosmetik. Ganske særlig betydning har han ved fødsler, og ved barselssengen må han ikke mangle. Men han har også betydning for søvn, sex, musik og festligheder.

En Bes-figur tilfører stedet eller situationen netop den rituelle tvetydighed, der er brug for, hvis noget skal lykkes, eller hvis der skal festes igennem. Tvetydigheden ser ud til at have været tværkulturelt forståelig, for der er fundet Bes-figurer ikke kun i Egypten, men over hele middelhavsområdet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig