skabelsesteologi

Skabelsesteologi, den opfattelse, at mennesket kan erkende Gud ud fra det skabte og ikke alene ud fra Guds åbenbaring i Bibelen. I kraft af at mennesket er skabt og er en del af det skabte, besidder det en "naturlig" gudserkendelse. Det kan erkende, at Gud som skaberen er til, men ikke, hvem han er; hans væsen kan kun erkendes gennem hans åbenbaring i Jesus Kristus. Denne opfattelse har været en fast, om end omstridt bestanddel af teologien gennem hele dens historie (se naturlig teologi).

Betegnelsen skabelsesteologi opstod først i 1900-t. som et modbegreb til den radikale åbenbaringsteologi, der vandt frem i 1920'erne anført af Karl Barth.

Åbenbaringsteologien hævdede, at alene Guds åbenbaring i Jesus Kristus er kilden til sand erkendelse af Gud. Imod denne opfattelse hævder skabelsesteologien, ofte med henvisning til Luthers teologi, at det kristne budskab bliver abstrakt og esoterisk, hvis ikke det knyttes til menneskets naturlige gudserkendelse.

I Tyskland repræsenteredes skabelsesteologien af bl.a. Paul Althaus; her blev den i 1930'erne kompromitteret ved at blive brugt som støtte for nazistisk ideologi. I Skandinavien er skabelsesteologien bl.a. fremført af K.E. Løgstrup og Gustaf Wingren.

Her fremtræder den i en noget anden udformning end i Tyskland og har især i Danmark spillet en væsentlig rolle i den teologiske og samfundsmæssige debat.