skabelse

Skabelse, som teologisk begreb udtryk for den anskuelse, at alt er blevet til ved og opretholdes af en guddommelig skabermagt.

Man kender til skabelsesberetninger i alle kulturer. Med deres mytiske karakter er de udtryk for mere end blot spekulationer om verdens begyndelse. Ved at blive reciteret eller opført som dramaer ved årlige kultiske fester "gentog" myterne urtidens skabelseshændelser og fremstillede skabelsen som en fortsat, nutidig begivenhed, der overvinder de kaosmagter, som truer med at nedbryde den.

Den kristne tradition overtog og videreførte jødedommens skabelsesopfattelse, som den kommer til udtryk i GT, især i 1. Mos. 1-2,4a og 2,4b-25). Disse skabelsesberetninger har rod i den babylonisk-kanaanæiske skabelsesmyte, men betoner i særlig grad, at skabermagten er absolut suveræn og transcendent. Dette radikaliseres i den kristne videreførelse af den gammeltestamentlige skabelsesforståelse i tanken om, at skabermagten skaber ud af intet (lat. creatio ex nihilo). I andre skabelsesmyter (se myte (kosmologi)) anser man ikke skabermagten for at være absolut forskellig fra det, som er til, men skabelse forstås som dette at skabe orden i noget, der allerede eksisterer; skabermagten er således en del af naturen eller Kosmos. I den kristne anskuelse er det kun skabermagten, der er uforgængelig og evig. Kosmos og Universet hører til det skabte og er som sådan forgængelige. Se også begyndelse, kosmogoni og teogoni.