menighed

Menighed, (dansk gengivelse af lat. communio, oversættelse af gr. ekklesia 'forsamling'), det ord, der også oversættes som kirke, og som i NT bruges om kirken som helhed, lokalkirken eller en husmenighed. Teologisk har Paulus understreget menigheden eller kirken som de kristnes nødvendige livsform. Netop som medlemmer heraf og ikke blot individuelt har de del i den nye virkelighed, som Kristi død og opstandelse har gjort mulig (2.Kor. 5,17). Medlemmer bliver de i dåben. Ved i nadveren at modtage ham, der giver sig hen for alle, bliver de det nye fællesskab, der stiller sig ind under hans herredømme; billedligt talt bliver de Kristi legeme (1.Kor. 10,17), der er en levende organisme, i hvilken herligheden ved tidernes afslutning allerede nu foregribes og antager skikkelse (1.Kor., kap.12). I gudstjenesten forkyndes og foregribes det livsfællesskab, hvor mennesker ikke mere behersker, men tjener hinanden efter Jesu forbillede, og alle mellemmenneskelige konflikter ophæves (Gal. 5,13; 3,28).

I nutiden er menigheden kirkeretligt kirkens mindste enhed (sogn). På luthersk grund udgør den fællesskabet mellem alle dem, der i kraft af dåben har fået myndighed til at være præster for hinanden og derfor også er kommet i et nyt forhold til hinanden (se almindeligt præstedømme).