Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kirkelærere

Oprindelige forfattere KKal og PN-H Seneste forfatter Redaktionen

kirkelærere, (lat. doctores ecclesiæ), overvejende romersk-katolsk betegnelse, der af kirken gives til teologer, som udmærker sig ved rettroenhed, et helligt levned og et betydeligt forfatterskab.

I rækken af kirkelærere har den romersk-katolske kirke siden 700-t. fremhævet fire oldkirkelige teologer: Ambrosius, Augustin, Gregor 1. den Store og Hieronymus.

I de ortodokse kirker har man siden 800-t. begrænset antallet til de "tre hierarker og økumeniske lærere": Basilios den Store, Gregor fra Nazianz og Johannes Chrysostomos.

Annonce

Hertil føjer den katolske kirke Athanasios af Alexandria. Fra de følgende århundreder er endnu 25 anerkendt som kirkelærere, deriblandt Bernhard fra Clairvaux, Thomas Aquinas og foreløbig tre kvinder, Katarina fra Siena, Teresa de Jesús og Therese fra Lisieux.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kaspar Kallan, Peder Nørgaard-Højen: kirkelærere i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=106561