Fundamentalteologi, teologiens grundlagsbesindelse. Begrebet blev i 1859 dannet på katolsk grund som en betegnelse for en apologetik (forsvarslære), der udadtil skal demonstrere fornuftsgrunde for gudstroen i almindelighed og for kristendommen og katolicismen i særdeleshed. I dag forstås fundamentalteologi snarere som en principiel selvbesindelse vedr. fundamentale spørgsmål om troens forhold til skrift og tradition, forståelse og erfaring. Gennem Gerhard Ebeling har begrebet i de senere årtier også vundet indpas i evangelisk teologi.