Forsyn, (gr. pronoia, lat. providentia), betød i antikken og især hos stoikerne, at den guddommelige verdensfornuft ("Gud") styrer verden i overensstemmelse med det forløb, den/han har forordnet. Gennem varsler og spådomskunst kan mennesker få indsigt i det guddommelige forsyn.
Ifølge kristen tankegang er Guds forsyn en del af hans skabelse. Forsynet kaldes derfor også "fortsat skabelse". I ældre kristen dogmatik har man skelnet mellem Guds forsyn som "opretholdelse", "ledsagelse" og "styrelse". Videre skelnede man mellem "det almindelige forsyn", som udstrækker sig til alt det skabte, "det særlige forsyn", som angår mennesker, og "det særligste forsyn", som drager omsorg for den troende menighed. I moderne teologi opfattes forsynet ofte som udtryk for sammenhængen mellem Guds handlen som skaber og hans handlen som frelser. Denne sammenhæng kan kun erkendes i troen.
Såvel i antikken som i kristendommen er forsynstanken blevet anfægtet af erfaringen af det onde; dette har rejst det såkaldte teodicé-problem.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.