Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

den apostolske trosbekendelse

Oprindelig forfatter PN-H Seneste forfatter Redaktionen

den apostolske trosbekendelse, (lat. symbolum apostolicum eller blot apostolicum), latinsk trosbekendelse, der regnes som et af de økumeniske symboler (se trosbekendelser). Den rummer en sammenfatning af læregrundlaget fra apostlene og oldkirken, og i den forstand kan man sige, at den indholdsmæssigt har sin rod i den tidligste kristne periode. Grundtvig mente tilmed, at den i sin foreliggende form kan føres tilbage til Jesus selv, der formodedes at have overleveret den til sine apostle i tiden mellem opstandelsen og himmelfarten, men den antagelse kunne hverken Grundtvig selv eller eftertiden opretholde.

Den apostolske trosbekendelse er trinitarisk i sin opbygning og bevidner troen på Gud som Fader, Søn og Helligånd. Den første artikel taler om Gud som den fader, der er almægtig og himlens og Jordens skaber. Den mere udførlige anden artikel forkynder Jesus Kristus som Guds enbårne søn og menneskers herre og henviser til hans fødsel ved Jomfru Maria og hans korsfæstelse under Pontius Pilatus. Den understreger hans opstandelse og himmelfart samt hans sæde ved Faderens højre hånd og hans dom over levende og døde ved verdens ende. Efter omtalen af Helligånden i den tredje artikel refereres til kirken, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.

I vor tid er der almindelig enighed om at forstå den apostolske trosbekendelse som en udvidelse af Symbolum Romanum, der var affattet på græsk og i brug i Rom så tidligt som 200-t., evt. endnu tidligere. Allerede i første halvdel af 500-t. forelå den i næsten fuldt omfang i galliske symboler, og i fuldstændig form er den overleveret i begyndelsen af 700-t. Tidligere hypoteser om, at den tidligt skulle være opstået i Rom og derfra have bredt sig til det øvrige Vesteuropa, er nu forladt til fordel for en antagelse af Sydvestgallien eller Spanien som det sandsynlige oprindelsesområde og 600-t. som den sandsynligste datering. Dette gør det til gengæld nødvendigt at forklare, hvorledes den apostolske trosbekendelse blev accepteret i Rom og afløste den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse. Det skete formentlig i en periode, hvor Rom var svækket og derfor tvunget til at give efter for franko-germansk indflydelse; det var tilfældet i perioden mellem Det Tyske Kejserriges grundlæggelse ved Otto 1.s kroning i 962 til Gregor 7.s konsolidering af pavemagten 1073. Selv om meget er usikkert, synes den i hvert fald fra 1000-t. at være en selvfølgelig bestanddel af den romerske liturgi.

Annonce

Den apostolske trosbekendelse blev oprindelig anvendt som dåbsbekendelse; denne funktion har den stadig i den vestlige kristenhed, herunder den danske folkekirke, der også bruger den som trosbekendelse ved gudstjeneste. I Danmark går, ikke mindst under Grundtvigs indflydelse, forsagelsen af Djævelen forud for trosbekendelsen. De ortodokse kirker kender ikke til liturgisk brug af den apostolske trosbekendelse, men de er i overensstemmelse med dens læremæssige indhold.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peder Nørgaard-Højen: den apostolske trosbekendelse i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=39186