Arvesynd, kristen betegnelse for, at mennesket fra fødslen er underkastet syndens herredømme, dvs. at mennesket ikke først bliver synder ved en syndig handling, men synder, fordi det som person allerede er syndigt. Syndens herredømme gør sig i det enkelte menneske gældende ved, at viljen er bundet til det onde (Rom. 7,19), og uden for mennesket i på forhånd givne sammenhænge og samfundsstrukturer, som nøder den enkelte til at synde. Når arvesynd afledes af Adams syndefald (1.Mos. kap.3; sml. Rom. 5,12), må dette ikke opfattes biologisk. Adam er urtypen på synderen, så at alle mennesker kan siges at synde i ham, når de synder, hvorfor de også alle er undergivet døden som syndens straf. På engelsk har man en bedre betegnelse for arvesynd: original sin, 'ursynd'. Se også synd.