Kristi efterfølgelse, (latin imitatio Christi), Med råbet "følg mig!" (Mark. 1,17) kalder Jesus nogle disciple til at vandre med sig for at tjene det nært forestående Gudsrige; dertil kræver han forlods af dem, at de giver afkald på familie og ejendom, og at de er rede til at bære deres kors.
Disciplens afgørende prøve er at følge efter på Jesu vej mod lidelse og død (Matth. 16,24).
Efterfølgelse har i kirkens historie gang på gang været kodeordet for en tilbagevenden til den urkristne strenghed i livsførelse, herunder især beredskabet til at lide martyrdøden. Man søgte kristen fuldkommenhed ved at efterligne den fattige og lidende Kristus, imitatio Christi. Denne protest mod kirkens verdsliggørelse førte ofte til dannelse af sekter, men kunne også integreres i kirken, mest virkningsfuldt gennem munkevæsenet; for at adlyde Jesu radikale fordring vælger munke og nonner askesen, mens masserne må nøjes med en mindre fuldkommenhed (se de evangeliske råd).
I protestantismen blev efterfølgelse stikordet for de kristnes vækkelse til sand kristendom; det gælder pietistiske grupper, men også tænkere som Kierkegaard og Dietrich Bonhoeffer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.