• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

læstadianisme

Oprindelig forfatter GunnJ Seneste forfatter Redaktionen

læstadianisme, luthersk vækkelsesbevægelse, grundlagt af svenskeren Lars Levi Læstadius (1800-61), der var præst i Karesuando 1826-49, derefter i Pajala. Han var tillige botaniker og skrev afhandlinger om botanik, til dels på grundlag af egne rejser.

Læstadianismen har stor udbredelse i de nordlige egne af Norge, Sverige og Finland og findes endvidere i Canada, USA samt Estland og Rusland. Læstadianerne er medlemmer af de lutherske folkekirker, men bevægelsen har egne bønnemødehuse og prædikanter, som prædiker ved opbyggelsesmøder. I Finland samles 65-75.000 læstadianere i sommerlejr over fire dage ved de årlige sommermøder. Traditionen med sommermøder indledtes i 1912, kun afbrudt i 1915 og krigsårene 1941 og 1944.

Bevægelsen er opdelt i forskellige grupperinger. Et særpræg er, at der lægges vægt på syndsbekendelse og absolution (skriftemål). Man fører en pietistisk livsstil. Ved gudstjenester kan ekstatiske ytringer forekomme, jf. hihulitter; se også Aslak Jakobsen Hætta.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gunner Jensen: læstadianisme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=119792



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. læstadianisme Marker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik