Johan Rudbeck, (lat. Johannes Rudbeckius), 1581-1646, svensk filosof, matematiker og teolog. Efter studier i Wittenberg blev han kongelig prædikant og professor i Uppsala. Fra 1619 var han biskop i Västerås; her inspirerede han til forbedringer af socialforsorgen, skolevæsenet og præsteuddannelsen, idet han over for staten forsvarede kirkens selvstændighed. Den hemmelige svenske katolicisme (jf. Laurentius Nicolai Norvegus) angreb han energisk.