Thomasmesse, særlig liturgisk gudstjenesteform med en vis udbredelse i lutheranske kirker i Nordeuropa, første gang holdt 1988 i Helsinki. Gudstjenesten, der rummer indslag fra den ortodokse kirke, fra karismatiske bevægelser og fra Taizé, præges af salmesang til moderne rytmer, meditativ musik og en særlig bønsdel, hvor deltagerne kan gå til alteret til forbøn, skrive deres forslag til fællesbønnen ved sidealtrene eller blive siddende på deres pladser. Brugen af processioner, ikoner og sidealtre er inspireret af den ortodokse kirke. Der er mange medvirkende ved en thomasmesse, primært lægfolk.

Formen har navn efter Jesu discipel Thomas, der var søgende og tvivlende ligesom mange moderne mennesker. I Danmark har thomasmesser ikke vundet indpas som fast gudstjenesteform i folkekirken, men er ofte brugt under kirkedage o.l. I København har der siden 1992 været holdt en månedlig thomasmesse.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig