Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Th. Skat Rørdam

Oprindelig forfatter SoeJe Seneste forfatter Redaktionen

Th. Skat Rørdam. Foto: J.A. Schultz.

Th. Skat Rørdam. Foto: J.A. Schultz.

Th. Skat Rørdam, Thomas Skat Rørdam, 1832-1909, dansk biskop; bror til H.F. Rørdam. Allerede før sin teologiske embedseksamen i 1855 var Rørdam begyndt at studere orientalske sprog, hvilket førte til den filosofiske doktorgrad i 1859. Han ønskede at gøre karriere ved Universitetet, men da han sluttede sig til den grundtvigske fløj, blev han holdt ude. Han levede af undervisning, indtil han i 1869 blev sognepræst.

I 1886 blev han Holmens provst og i 1895, som den første grundtvigianer, Sjællands biskop, støttet af et flertal af grundtvigske og missionske præster. Som højregrundtvigianer vendte han sig bl.a. imod de grundtvigske frihedskrav i de såkaldte Askovadresser.

Th. Skat Rørdam udgav flere lærebøger og en oversættelse af Det Nye Testamente med noter. En samlet udgave af hans brevveksling 1854-1909 med ungdomsvennen pastor Otto Møller blev udgivet i 1999.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Jensen: Th. Skat Rørdam i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=153994