Svend Holm-Nielsen, 15.1.1919-10.12.2008, dansk teolog. Efter en årrække som præst blev han i 1960 dr.theol. på en disputats om Dødehavsteksterne, og han var 1961-86 professor i GT ved Københavns Universitet. Han skrev om bl.a. salmelitteraturen i GT og om bibelsk arkæologi, og han var en drivende kraft bag nyoversættelsen af GT i den i 1992 autoriserede danske bibeloversættelse. Som opvokset i Syrien havde Holm-Nielsen altid haft dyb forståelse for og udtrykt sympati med palæstinenserne. Dette engagement fandt bl.a. udtryk gennem redaktør- og skribentvirksomhed ved tidsskriftet Palæstina Orientering, som han var medstifter af i 1979, og i flere bøger om den israelsk-palæstinensiske konflikt.