Knud Henriksen Gyldenstierne, d. 8.12.1560, dansk biskop. Efter ansættelse i Christian 2.s kancelli blev han domprovst i Viborg, men brød som andre stormænd med kongen 1523. Han blev med tvivlsom ret gjort ansvarlig for det brudte lejde, da Christian 2. overmandedes i 1532. Som Fyns sidste katolske biskop fra 1529 støttede han ejendommeligt nok den evangeliske bevægelse i et vist omfang, men mistede embedet og pladsen i rigsrådet ved Reformationen 1536.