Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Henrik Scharling

Oprindelig forfatter GP Seneste forfatter Redaktionen

Henrik Scharling. Fotografi fra ca. 1890.

Henrik Scharling. Fotografi fra ca. 1890.

Henrik Scharling, 1836-1920, dansk teolog og forfatter; søn af C.E. Scharling og bror til W. Scharling. I 1867 blev Henrik Scharling docent i teologi ved Københavns Universitet og var 1870-1916 professor i etik og religionsfilosofi smst. Han polemiserede energisk imod såvel samtidens kulturradikale strømninger som grundtvigianisme og missionske vækkelser. Universitetspolitisk indtog han ofte særstandpunkter og fremstod sine sidste mange år som et levn fra en svunden tid. Blandt hans vigtigste bøger er Menneskehed og Kristendom, 1-2 (1872-74), Christelig Sædelære efter evangelisk-luthersk Opfattelse, 1-2 (1885-86) og Dogmatikens historiske Forudsætninger (1908). Siden Scharlings ungdom løb en skønlitterær linje gennem forfatterskabet, hvis berømteste roman, Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard. Fortælling af Nicolai, 18 Aar gammel (1862), siden er dramatiseret, se Nøddebo Præstegård.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gert Posselt: Henrik Scharling i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=156154