Faktaboks

Christian Bastholm
Født
1740
Død
1819

Christian Bastholm.

.

Christian Bastholm med paryk. Kunstner: I.G. Friedrich, 1783.

.

Christian Bastholm var en dansk teolog, hofpræst fra 1783. Bastholm var en af oplysningstidens betydeligste kirkelige skikkelser i Danmark. Hans ideal var den rene fornuftsreligion, dvs. en ceremoniløs, rationel gudsdyrkelse. Tvivl skulle bekæmpes med oplysning, og præsten skulle fungere som statens nyttige embedsmand i såvel religiøs som verdslig henseende. Bastholm afviste den nye tidsalders romantik og Kants indflydelse i filosofien, samtidig med at han bidrog til at svække samtidens rabiate kirkekritik i Danmark.

Hans store forfatterskab omfatter såvel teologiske og moralfilosofiske værker som historiske og etnografiske studier. I sit værk Historiske Efterretninger til Kundskab om Mennesket i dets vilde og raa Tilstand (1803-1804) påviste han kulturens vigtighed ved som kontrast at beskrive mennesket i dets "vilde tilstand". Kulturstadiet var i hans tolkning afhængigt af klimaet: I Jordens kolde egne var mennesket dyrisk og levede kun for mad og seksualitet, mens det i varme egne udviklede en forstands- og moralkultur.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig