Skandha, (sanskrit; pali khanda), i buddhismen de fem elementer, der tilsammen udgør de fysiske og psykiske bestanddele af et individ. De fem skandhaer omfatter form (rupa), følelse (vedana), forestillinger (samjña), medfødte dispositioner (samskara) og bevidsthed (vijñana). Der er efter buddhistisk opfattelse ingen enhed i individet, der kan kaldes en evig sjæl eller et permanent jeg. Alle bestanddele er forgængelige.