• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

amish

Oprindelige forfattere HBrS og SNørby Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/670/=ud_a_222772.mp3?revision=1

amish, protestantisk befolkningsgruppe i Nordamerika. Den stammer oprindelig fra Schweiz og Sydtyskland, hvor tilhængere af Jakob Ammann i 1690'erne udtrådte af mennonitternes trossamfund. Efter 1720 begyndte en udvandring til Pennsylvania; senere har de også bosat sig i bl.a. Ohio, Indiana og Canada. Amish er opdelt i flere kirkesamfund, hvoraf Old Order Amish Church er det største. I gudstjenesterne, som foregår i hjemmene, bruges et blandingssprog af tysk og engelsk, det såkaldte Pennsylvania Dutch. De fleste amish lever af landbrug og afviser moderne hjælpemidler som telefon, elektrisk lys og biler. Deres klædedragt er gammeldags; kvinderne klæder sig i lange kjoler og kyser. For at undgå påvirkning fra det omgivende samfund går børnene kun i grundskole og afholdes fra videregående skolegang. Patchwork har et særligt ry blandt deres traditionelle håndværk.

Den stærkt konservativt religiøse levevis har bl.a. bevirket en høj grad af indgifte, hvilket har medført en øget forekomst af visse arvelige sygdomme. Arvegangen og den genetiske baggrund for disse sygdomme kan derfor studeres af humangenetikere ud fra amish-familiers genealogier.

Der vurderes, at der lever ca. 250.000 amish i USA (2010); deres antal er i stærk vækst.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Bredmose Simonsen, Søren Nørby: amish i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 28. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=37052