United Church of Christ, nordamerikansk kirkesamfund, stiftet 1957, da Congregational Christian Churches sluttedes sammen med Evangelical and Reformed Church. Derved forenedes forskellige traditioner i amerikansk kirkeliv. De kongregationalistiske kirker havde rødder i 1600-t.s New England, mens Evangelical and Reformed Church havde baggrund i tyske reformerte menigheder i 1700-t.s Pennsylvania og tyske lutheranske og reformerte menigheder i Midtvesten i 1800-t. United Church of Christ præges af sin brede tradition; teologisk set er den liberal og med interesse for økumeni og sociale spørgsmål. Kirken er med sine ca. 1,4 mio. medlemmer (1998) den største reformerte kirke i USA.