John Keble, 1792-1866, britisk præst og digter. Sammen med John Henry Newman og Edward B. Pusey formulerede han i 1830'erne en række oldkirkeligt inspirerede synspunkter, hvis formål var at fremme visse katolske elementers indførelse i den anglikanske kirkes liturgi (se anglokatolicisme og Oxfordbevægelsen). Keble, der udgav digtsamlingen The Christian Year (1827), var 1831-41 professor i poetik i Oxford; fra 1836 til sin død var han landsbypræst.