C.H. Dodd, Charles Harold Dodd, 1884-1973, britisk frikirkelig teolog; professor i Cambridge 1935-49. Dodd, der var en af Englands betydeligste nytestamentlige fortolkere i 1900-t., skrev bøger om Jesu lignelser (1935), om den ældste apostolske prædiken (1936) og to værker om Johannesevangeliet (1953 og 1963), der hævder dets historiske selvstændighed. Hans sidste bog har den karakteristiske titel The Founder of Christianity (1970). Dodd var en hovedkraft bag The New English Bible (NT udkom 1961).