Medlidenhed er at føle sorg, smerte eller bekymring over andres lidelse. Siden oldtiden har filosoffer diskuteret, om medlidenhed er en styrke eller en svaghed. For oldtidens grækere var medlidenhed en affekt.
Ifølge Aristoteles var det affekterne "frygt og medlidenhed", som tragedien på én gang fremkaldte hos tilskuerne og befriede dem for.
De græsk-romerske stoikere kunne på én gang tage afstand fra medlidenheden som affekt og anbefale gode gerninger. Gode gerninger forudsætter netop sindsro: Den vise tager ikke andres lidelse på sig, men søger at befri dem for den.
I kristendommen opfattes medlidenhed derimod som en drivkraft, som aktiv næstekærlighed. At Jesus "ynkedes over" folkeskarerne (fx Matth. 14,14) udtrykkes med det græske verbum splanchnizesthai, hvis kerne betyder indvolde, dvs. han blev bevæget i sit allerinderste. Det samme ord bruges om den barmhjertige samaritan, som i lignelsen får medynk med det halvdøde voldsoffer og tager sig af ham (Luk. 10,30-37).
I denne kristne tradition gjorde Arthur Schopenhauer medlidenheden til selve moralens grundlag (Die Welt als Wille und Vorstellung, 1819). Den havde for ham karakter af med-lidelse (tysk Mitleid), en tilstand, hvori mennesket identificerer sig med det lidende medmenneske og dermed er ude over sin egen individualitet, for så vidt befriet for sin egen lidelse. Schopenhauer følte sig her i overensstemmelse med buddhismens "vej til lidelsens ophør".
Friedrich Nietzsche opfattede tværtimod, i reaktion mod kristendom og Schopenhauer, medlidenheden som symptom på biologisk dekadence, den svages svaghed for den svage. Det "overmenneske", som han lod Zarathustra forkynde (Also sprach Zarathustra, 1883-1884), er ligefrem den, der overvinder medlidenheden: "I skånsomhed og medlidenhed lå altid min største fare."
Biologer mener at kunne udlede medlidenheden af yngelplejeinstinktet og af den aggressionshæmning, som hos dyrene indtræder over for en modstander, der underkaster sig — og også hos mennesket, så længe det står ansigt til ansigt med fjenden.
Det moderne menneske, der af medierne daglig konfronteres med andres nød og med vold som underholdning, fornemmer snarere medlidenheden som dårlig samvittighed end som stærk drivkraft. "Den tekniske udvikling har overlistet vore medfødte hæmninger, og vi må kompensere forstandsmæssigt herfor med indsigt, hvis vi vil overleve som art," mener adfærdsforskeren Irenäus Eibl-Eibesfeldt (Liebe und Hass, 1970; dansk 1976), der dog fastholder, at "den medfødte evne til medlidenhed er givet os som en artshistorisk tilpasning".
Den har været af betydning for gruppesammenholdet og den oprindelige samfundsdannelse: Det er "naturligst" at føle med sine egne. Nogle mener, at "næsten" kun er de mennesker, der står én nærmest. Det er et synspunkt, der er i modstrid med moralen i Jesu lignelse om den medlidende samaritan; den overfaldne mands "næste" er ham, der træder hjælpende til, dvs. den fremmede fra Samaria og ikke hans egne landsmænd.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.