• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

etik

Oprindelig forfatter NThom Seneste forfatter Redaktionen

etik, morallære, undertiden det samme som moral. Hvis der skelnes, er moral en betegnelse for sæd og skik (sædeligheden), mens etik er overvejelser over moralens grundlag. Moral er de konkrete forskrifter, etik er moralfilosofi. Der er dog ikke enighed om denne skelnen, og på visse andre sprog, fx engelsk, forholder det sig omvendt.

Etiske problemer kan opstå i ethvert møde mellem mennesker. Selvom afgrænsede områder af tilværelsen kan have gavn af særlige etiske overvejelser, er etik først og fremmest et almenmenneskeligt emne.

Etikkens historie

I den vestlige kulturkreds kendes etiske overvejelser helt tilbage fra syndefaldsmyten og Jobs Bog i Det Gamle Testamente og Sokrates i den græske filosofi. Lige siden har diskussionen om etiske emner præget den teologiske og filosofiske tradition. Oldtidens etik var overvejende intellektualistisk og optimistisk. Sokrates mente således, at dyd — duelighed — er viden, dvs. at viden om det gode medfører, at man gør det gode, og at den, der gør det gode, også bliver lykkelig. Ved viden forstod han dog ikke blot kendskab til det gode, men en personligt tilegnet indsigt. Platon og Aristoteles bearbejdede og modificerede denne opfattelse, mens Epikur hævdede, at det gode er lyst og fravær af smerte.

Annonce

Ordet etik kommer af græsk ethikos 'vedr. moral', af etos.

Stoikerne, hvis etik fik stor betydning for romerne og siden hen for renæssancen, lagde som Sokrates vægt på indsigt, men tillige på at bevare sjælero ved at forholde sig indifferent over for ydre tilskikkelser. Stoicismen lever bl.a. videre i det engelske gentlemanideal. Oldtidens etik var en lære om, hvordan den enkelte borger skulle føre sit liv. Med Augustin arbejdes den græske etik sammen med kristne tanker. Vægten forskydes til forholdet til medmennesket. Grækernes venskabsideal erstattes af den kristne kærlighedstanke og deres optimisme af en vis pessimisme: Mennesket magter ikke det gode uden Guds nåde. Dette præger middelalderens etik.

I en vis modsætning til Augustins platonisk inspirerede, idealistiske etik indarbejdede Thomas Aquinas i 1200-t. Aristoteles' mere realistiske etik i kristendommen, et forhold, der stadig kan spores i katolsk etik. Mens kærligheden til Gud og idealet om at finde sin plads i den guddommelige verdensorden er centralt i middelalderens tænkning, bliver etikken fra renæssancen og fremad humanistisk, dvs. det enkelte menneske og de menneskelige aktiviteter forstås ud fra sig selv og som noget, der har værdi i sig selv.

Etikkens udvikling var i perioden ca. 1600-1850 præget af forskellige humanistiske begrundelser for de etiske principper. Thomas Hobbes mente således, at der til grund for al politik og etik ligger en art aftale, en kontrakt. Spinozas egenartede etik bygger på tanken om, at alt er natur og udgør en enhed; indsigt i denne enhed fører bl.a. til de grundlæggende dyder livsmod og højsind. David Hume fandt etikkens grundlag i følelser, først og fremmest en fællesmenneskelig sympatifølelse, mens Immanuel Kant fandt det i den morallov, som fornuften giver sig selv: det "kategoriske imperativ". Dette grundlæggende pligtbud formuleres fx på den måde, at man skal handle sådan, at den regel, man handler efter, kan gøres til almen lov, dvs. den skal have universel gyldighed; eller fx: Du må aldrig alene bruge det andet menneske som middel. Det sidste er formodentlig den europæiske humanismes mest indflydelsesrige formulering.

I oplysningstiden slog nytteetiske synspunkter stærkt igennem, ikke mindst i England, hvor Jeremy Bentham og senere John Stuart Mill hævdede, at det gode er lig med den størst mulige lykke for flest mulige mennesker. Tiden siden midten af 1800-t. har rummet eksistentialistisk etik, præget af Kierkegaard og videreført af bl.a. Sartre, af generel moralkritik, fx Nietzsches, samt af diskussioner mellem nytteetiske og pligtetiske standpunkter; det sidste har især kunnet spores i de engelsktalende lande, hvor også metaetikken er opstået. Den beskæftiger sig med analyse af moralske begreber og moralsk argumentation.

Dansk etik

I dansk filosofi har etik altid indtaget en central plads. Den danske "livsfilosofiske tradition" har frem til 1900-t. været den dominerende og er stadig meget livskraftig. Etiske overvejelser finder man således hos Ludvig Holberg (især hans Moralske Tanker, 1744), hos Poul Martin Møller og Harald Høffding. De mest dybtgående overvejelser over etik i 1800-t. findes dog hos Kierkegaard, der hævder, at etikkens principper står fast i kraft af den enkeltes valg af dem. Gud er den instans, der giver valget alvor, men den enkelte må fra situation til situation selv stå inde for, at han eller hun vælger rigtigt.

I 1900-t. er et originalt etisk synspunkt blevet udformet af K.E. Løgstrup. Det er Løgstrups opfattelse, at menneskelivet er anlagt på en række i sig selv gode livsmuligheder, kaldet de suveræne eller spontane livsytringer: kærlighed, tillid, oprigtighed mv. De er bærende i det mellemmenneskelige samvær, der bl.a. er karakteriseret ved, at vi som mennesker er gensidigt afhængige. Hvor de suveræne livsytringer ikke sætter sig igennem, træder etikken til som fordring, jf. den etiske fordring. De fleste af Villy Sørensens værker rummer også etiske refleksioner.

Etikkens systematik

Etik deles ofte i normativ etik, dvs. etiske teorier, der fastlægger principper for handling og vurdering, metaetik, der er overvejelser over den normative etiks egenart og begrundelsesmåder, og anvendt etik, der er etiske overvejelser knyttet til bestemte områder såsom medicin, politik, bioteknologi og krig.

Normativ etik

Traditionelt skelner man i den normative etik mellem to hovedsynspunkter. Måletik, også kaldet teleologisk etik eller konsekventialisme, hævder, at den rigtige handling er den, der frembringer de mest værdifulde resultater. Konsekventialisme begrundes ofte med, at intet kan være mere simpelt og fornuftigt end at søge at øge værdi og modarbejde det modsatte; bedst kendt er den nævnte engelske nytteetik eller utilitarisme. Pligtetik, deontologisk etik, hævder derimod, at der gives ubetingede pligter, fx at respektere menneskeliv, at respektere den andens selvbestemmelse (autonomi), at holde sine løfter og at tale sandt. Det mest indflydelsesrige synspunkt er Immanuel Kants, men også Kierkegaard er pligtetiker. For Kant er reglerne det afgørende, for Kierkegaard den enkelte handling. Begge synspunkter er sindelagsetik, dvs. at handlingens intention, ikke dens udfald, er afgørende. Konsekventialisme og pligtetik findes i dag i stærkt nuancerede og modificerede versioner. Mange synspunkter kan ikke uden videre passes ind i dette skema. Det gælder ikke mindst en række moderne teorier, der lægger vægt på enten erfaringens betydning for etikken, på samværets betydning eller på fortællingen (narrativ etik). De, der lægger vægt på erfaringens betydning, knytter gerne an til Aristoteles og går derfor under betegnelsen nyaristotelikere, fx Alasdair MacIntyre. Teorier, der lægger vægt på samværets betydning, kaldes kommunikativ etik; eksempler er Sartres efterladte etik, Løgstrups etik og diskursetikken, den moderne variant af Kants moralfilosofi.

Metaetik

Metaetikken diskuterer bl.a., om moralske udsagn rummer erkendelse, dvs. kan være sande eller falske. Tilhængere kaldes kognitivister, modstandere non-kognitivister. Endvidere diskuteres, om moralske udsagn kan udledes fra udsagn om naturen eller ej. Synspunkterne kaldes naturalisme og non-naturalisme.

Anvendt etik

Siden ca. 1980 er anvendt etik blevet et stadig mere debatteret emne både i fagkredse og i massemedier. Frem til Kant var det dog en selvfølge, at etikken også var anvendt ("praktisk fornuft"), og distinktionen mellem ren og anvendt etik kan anfægtes. Forskellige sektorer i samfundet har imidlertid brug for specielle etiske overvejelser. Medicinsk etik, diskussioner om folkeret og om forretningsmoral hører således til anvendt etik, ligesom miljøetik almindeligvis regnes med. Moderne teknologi har rejst særlige problemer, fx om dødskriterier, transplantationer og befrugtningsteknik, men medicinsk etik har eksisteret siden oldtiden, ligesom de fleste områder af anvendt etik har en lang forhistorie.

Om etik som disciplin under faget teologi, se teologi.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Thomassen: etik i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. februar 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=72547