Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Thailand - religion

Oprindelig forfatter FM-K Seneste forfatter Redaktionen

Omkring 95% af Thailands befolkning er theravada-buddhister. Buddhismen er statsreligion, men der hersker fuld religionsfrihed. Theravada-buddhismen, der blev indført af monfolket omkring 500-t. e.Kr., blev ophøjet til statsreligion i slutningen af 1200-t. af thaikongen Ramkhamhaeng. Hinduismen har gjort sig gældende i flere perioder mellem 500- og 1000-t. med dyrkelse af både Vishnu og Shiva. Den har levet videre ved det kongelige hof, idet brahman-præster stadig udfører visse betydningsfulde ritualer og ceremonier.

I Thailand er der et tæt samarbejde mellem den buddhistiske munkeorden (sangha) og staten. Uddannelsen af munke kontrolleres af staten, og sanghaens øverste leder udnævnes af kongen. De mange klostre og templer spiller en stor rolle i befolkningens daglige liv. Det er bl.a. skik, at unge mænd optages i munkeordenen og lever et stykke tid, fx tre måneder, i et kloster. Munkene har mange praktiske opgaver i samfundet, idet de giver belæring i den buddhistiske lære, er ansvarlige for en stor del af skoleundervisningen, trøster syge på hospitalerne og vejleder i hjemmene, hvis der er familieproblemer.

De religiøse minoriteter består først og fremmest af muslimer (ca. 3%), kristne og især i bjergegnene animister.

Annonce

Læs mere om Thailand.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Frede Møller-Kristensen: Thailand - religion i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=171340