Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

renæssancen - filosofi

Oprindelig forfatter KrJe Seneste forfatter Redaktionen

Den italienske humanist og filosof Giordano Bruno blev 17. februar 1600 brændt som kætter på Campo dei Fiori i Rom, bl.a. fordi han nægtede at tage afstand fra det kopernikanske verdensbillede. I 1889 rejstes som en hyldest til tankens frihed et monument på stedet.

Den italienske humanist og filosof Giordano Bruno blev 17. februar 1600 brændt som kætter på Campo dei Fiori i Rom, bl.a. fordi han nægtede at tage afstand fra det kopernikanske verdensbillede. I 1889 rejstes som en hyldest til tankens frihed et monument på stedet.

Foruden logik, metafysik (dvs. studiet af filosofiens grundlæggende begreber) og moralfilosofi omfattede filosofien i renæssancen naturfilosofi, der dækkede over emner inden for teoretisk og praktisk fysik, astronomi, plante- og dyrestudier og læren om menneskers, dyrs og planters sjæle.

I Italien udgjorde filosofi et treårigt præmedicinsk kursus, og ved nordeuropæiske universiteter spillede den en tilsvarende rolle i forhold til teologien. Moralfilosofi var tæt knyttet til historiestudiet; moralen var den teoretiske og historien den erfaringsbaserede lære om menneskets adfærd.

Universitetsfilosofien, i langt de fleste tilfælde aristotelisme, forblev dominerende, men et stigende antal filosoffer var embedsmænd, læger eller forfattere, der kunne leve af deres litterære aktiviteter. Hjulpet af bogtrykkerkunstens opfindelse var den filosofiske bogproduktion større end nogensinde før. Således stammer flere kommentarer til Aristoteles fra perioden 1500-1650 end fra de foregående tusinde år tilsammen.

Annonce

Humanismens vigtigste bidrag til renæssancefilosofien lå i interessen for de klassiske sprog, græsk og latin. I 1400-t. forkastede Lorenzo Valla den abstrakte sprogfilosofi til fordel for studiet af den faktiske sprogbrug; senmiddelalderens filosofiske terminologi var ikke en hjælp, men en hindring for forståelse. Vallas radikale kritik af den aristoteliske begrebsverden må ses i relation til den interesseforskydning fra logik til retorik, som gjorde sig gældende hos humanisterne.

Genopdagelsen af vigtige tekster fra antikken gjorde det muligt for filosoffer at påberåbe sig klassisk autoritet for mange forskellige synspunkter. Blandt de filosofiske retninger, humanisterne gjorde tilgængelige, var platonismen den vigtigste.

Kun få af Platons værker havde været kendt i middelalderen. Hans samlede værker udgav Marsilio Ficino i 1484 på latin; på græsk kom de først i 1513. Ficino publicerede også en række senantikke, nyplatoniske værker (se hermetisme og Plotin).

Birgitte Thott. Titelkobberstik (udsnit) i Thotts Seneca-oversættelse, udgivet i Sorø 1658. Kvinderne symboliserer de fire kardinaldyder, fra venstre mod (udholdenhed), retfærdighed, visdom og selvbeherskelse (mådehold). Dyderne, der går tilbage til Platon, var nøglebegreber i stoisk moralfilosofi. Den lille scene forneden viser Seneca, der bevogtet af en soldat begår selvmord ved at åbne sine blodårer. Den realpolitiske magt bag selvmordet troner i baggrunden i kejser Neros skikkelse.

Birgitte Thott. Titelkobberstik (udsnit) i Thotts Seneca-oversættelse, udgivet i Sorø 1658. Kvinderne symboliserer de fire kardinaldyder, fra venstre mod (udholdenhed), retfærdighed, visdom og selvbeherskelse (mådehold). Dyderne, der går tilbage til Platon, var nøglebegreber i stoisk moralfilosofi. Den lille scene forneden viser Seneca, der bevogtet af en soldat begår selvmord ved at åbne sine blodårer. Den realpolitiske magt bag selvmordet troner i baggrunden i kejser Neros skikkelse.

Inden for naturfilosofi blev anklagen i 1513 mod Pietro Pomponazzi for kætteri et vendepunkt. Hans argumentation for, at sjælens udødelighed ikke kan bevises inden for filosofien, fandt støtte hos Aristoteles takket være nyopdagede antikke kommentarer. Anklagen slog fejl, og dermed var en teoretisk mulighed skabt for, at en naturfilosofi grundet i menneskelig fornuft kunne fritages fra krav om at bevise teologiske meninger. Samtidig opstod en teologisk naturfilosofi; navnlig jesuitter i Spanien og Portugal søgte herigennem filosofiske forklaringer på teologiske dogmer.

Navnlig i Padova førtes i midten af 1500-t. en teoretisk metodedebat om forholdet mellem abstrakt forståelse og individuelt erfarede data. Optagetheden af sanseverdenen medførte øget interesse for eksperimenter inden for områder, som vi anser for naturvidenskabelige.

Både den rationelle og den teologiske naturfilosofi forblev aristotelisk, men blev totalt forkastet af nyplatoniske filosoffer, der så altet som en besjælet, kosmisk helhed. Ficino kunne forene dette univers med kristendommen. De mest radikale angreb på den aristoteliske naturforståelse havde en sådan nyplatonisk baggrund. Geronimo Cardano stræbte i sin naturfilosofi efter et nyt naturbegreb, der i sig selv skulle omdefinere grænserne for vor forståelse og viden. Giordano Bruno fandt støtte for sin kritik af den aristoteliske verdensforståelse i Kopernikus' heliocentrisme (Solen og ikke Jorden som Universets centrum; se også kosmologi). Kombineret med revolutionære profetier var denne antiaristotelisme for radikal, og i 1600 blev Bruno brændt som kætter i Rom.

Inden for moralfilosofi opfattede nyplatonismen mennesket positivt som et mikrokosmos. Det stræbte ifølge Pico della Mirandola mod det guddommelige i sig selv; hos Ficino var kærligheden midlet til at opnå dette højeste gode.

Martin Luther forkastede både Platons og Aristoteles' morallære, men Philipp Melanchthon reddede den aristoteliske etik under anvendelse af Luthers doktrin om et verdsligt styre indstiftet af Gud. Både i naturfilosofi og i etik fandt en teoretisk adskillelse sted mellem teologien og den verdslige filosofi.

Politisk filosofi var en del af etikken. Francisco de Vitoria var en fortaler for den senmiddelalderlige opfattelse af en samfundskontrakt mellem fyrste og undersåtter. I 1539 forkastede han den spanske krones forsøg på at legitimere erobringen af Sydamerika og behandlingen af indianerne som slaver.

For Luther var statens legitimitet uafhængig af fyrstens religion, men ikke baseret på en kontrakt; verdslig magt var indstiftet af Gud, og det var derfor forkasteligt at gøre modstand selv mod et uretfærdigt styre. Niccolò Machiavelli løsrev i Fyrsten (1513, trykt 1532) den politiske tænkning fra såvel samfundskontrakten som kristne og antikke dyder. Personlig etik var for ham adskilt fra fyrstens eller statens: Magtudøvelsens endemål var at bevare magten.

Skepticismen, der også har antikke rødder, udgjorde en anden udfordring til aristotelismen. I sidste del af 1500-t. forkastede Michel de Montaigne både aristotelismens tillid til menneskelig rationalitet og nyplatonismens tro på menneskets guddommelige potentiale. Hans skepticisme var en tvivlsfilosofi, der forsvarede fromheden mod, hvad han anså for fornuftens hovmod, men hans skepsis var så radikal, at religion og forstand betragtedes som separate størrelser.

Ca. 1600 blev også stoicismen vigtig for moralfilosofien i det protestantiske Nordeuropa og i Spanien. Justus Lipsius (1547-1606) genfremsatte læren om ydre begivenheders ligegyldighed i forhold til den indre ligevægt, der opnås ved efterleven af de fire dyder: mod, retfærd, visdom og mådehold. I Danmark er stoicismen bedst repræsenteret ved Birgitte Thotts oversættelse af Senecas filosofiske værker (1658).

Samtidig med humanisternes interesse for de klassiske tekster fandt en frigørelse fra dem sted. Renæssancen var en tid, hvor religiøse splittelser styrkede kravene om konformitet i de enkelte lande, men hvor autoriteter samtidig svækkedes og i praksis blev hinandens alternativer. Derved kunne en rigdom af tekster, tankeretninger og tvivlsmuligheder bane nye veje for filosofi og naturvidenskab.

Læs om renæssancen i øvrigt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kristian Jensen: renæssancen - filosofi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=150354