Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jens Kraft

Oprindelig forfatter CHKo Seneste forfatter gdra

Jens Kraft, 1720-1765, dansk filosof og matematiker, fra 1746 professor i disse fag ved Sorø Akademi. Hans matematiske og fysiske arbejder viser ham som en af 1700-t.s betydeligste danske videnskabsmænd. Skønt tilhænger af den leibniz-wolffske filosofi (se Chr. Wolff) var han som fysiker newtonianer. Hans naturvidenskabelige hovedværker er forelæsningerne over mekanik og statik, udgivet 1763-64. Som lærer i filosofi udgav han 1751-53 et wolffiansk lærebogssystem i fem bind, heriblandt den udmærkede Logik (1751), skrevet på et magtfuldt og klart dansk renset for overflødige fremmedord.

I 1760 udgav Kraft sin mest spændende bog, Kort Fortælning af de Vilde Folks fornemmeste Indretninger, Skikke og Meninger, en antropologi, hvori han knæsatte princippet om, at det naturlige skal forklares ved det naturlige. Han kritiserer her den private ejendomsret og hævder, at mange sygdomme er socialt betingede.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carl Henrik Koch: Jens Kraft i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=110606