G.C. Lichtenberg, Georg Christoph Lichtenberg, 1742-1799, tysk fysiker, filosof og litterat, professor i fysik i Göttingen 1770. Som fysiker interesserede han sig især for elektricitetslæren, som filosof og litterat for alt, hvad der omgav ham. I sine Sudelbücher (Kladdebøger; først udgivet i deres helhed i nyere tid, da. udvalg i Meninger, 1952) vendte han sig imod tidens dyrkelse af geniet og følsomheden. I talrige notater, afhandlinger, satiriske betragtninger, aforismer mv. fremstår han som en subtil psykolog og en åndfuld og vittig videnskabs- og kulturkritiker. Især har hans aforismer holdt hans navn levende, og flere, herunder Søren Kierkegaard, har anvendt dem som motto for egne bøger.