Dugald Stewart, 1753-1828, skotsk filosof, indflydelsesrig repræsentant for den skotske common sense-filosofi. I lighed med Thomas Reid hævdede han, at filosofiske anskuelser, som strider imod sund fornuft, må forkastes. Til dette føjede han kravet om, at filosofien ikke må ændre betydningen af dagliglivets begreber og ord. Stewart, hvis hovedværk er Elements of the Philosophy of the Human Mind, 1-3 (1782-1827), fik stor indflydelse på samtidens franske og amerikanske filosofi.