Theoria, begreb udviklet siden Platon i retning af et teknisk begreb for filosofisk analyse. Et vigtigt skridt var Aristoteles' definition af teoretisk tænkning som en tænkning, der ikke er rettet mod praksis eller produktion, men alene mod sandhed. Hos Aristoteles og Epikur betyder theoria nærmest filosofi. I hellenistisk sprogbrug fik begrebet gradvis den bredere og moderne betydning af en hvilken som helst form for teori. Romerne oversatte det til lat. contemplatio, som genfindes i ordet kontemplation.